Day of Decay: 2 nye bands m.m.
|
|
Skrevet af:
Carsten Brogaard - 13-05-2012
|
Når den nordjyske rock- og metalfestival Day of Decay går i luften på fredag, bliver det uden københavnske Electric Hellride, som vandt W:O:A´s danske Metal Battlekonkurrence i sidste uge. Bandets erstatning er dog allerede fundet i det ligeledes københavnske ensemble Cold Night For Alligators.
Day of Decay har som bekendt fulgt særligt godt med i årets W:O:A Metal Battle, da festivallen på forhånd havde stillet scenetid til rådighed for vinderen. Desværre må Electric Hellride, der løb med sejren i Pumpehuset for nylig, melde afbud. Bandet forklarer:
"Vi ville utroligt gerne udnytte den fede mulighed at spille til Day of Decay med så fede navne som Krisiun og Leprous. Vores guitarist, Anders, blev far nogle dage efter finaleshowet, og det skal han lige have lov at nyde og vænne sig til, hvorfor vi ser os nødsaget til at trække os. Med festival-arrangørernes stærke program in mente, så er vi sikre på, at der bliver fundet en stærk afløser, så ingen kommer til at mangle metal. Vi håber i Electric Hellride på, at vi snart får en anden lejlighed for at spille i Aalborg igen, for det var virkeligt fedt sidste gang. God festival til alle!”
Festival-arrangørerne har dog været hurtigt ude og allerede skaffet en værdig afløser i Cold Night For Alligators. Bandet begår sig i stilen techcore og var blandt finalisterne i sidste års W:O:A Metal Battle. Siden da har bandet fået en ny forsanger og er netop færdig med at indspille en EP, som kommer på gaden til juni. De københavnske drenge skal spille på den prominente engelske festival TechFest til juli, men til Day of Decay vil publikum for første gang få lov at høre nye numre fra den kommende skive.
Tidligere aflyste bandet The Burning sin optræden af personlige årsager og erstattes af det brutale dødsmetalband The Cleansing, som holder en pause fra sangskrivningen til det kommende album for at spille på Day of Decay.
Metalfestivalen finder sted på Studenterhuset i Aalborg på fredag den 18. maj, og det hårdtslående program består af KRISIUN (BR), OBSCURA (DE), MERCENARY (DK), SYLOSIS (UK), DYSCARNATE (UK), LEPROUS (NO), THE CLEANSING (DK), COLD NIGHT FOR ALLIGATORS (DK), FEROCITY (DK) og CARO (DK). Dermed er det en solid blanding af udenlandske topnavne, etablerede danske bands og unge, opkommende bands fra Nordjylland, der udgør programmet.
Billetter til Day of Decay kan erhverves i forsalg for 250 kr. + gebyr via Billetlugen.dk, Studenterhuset, Fona samt Billetlugens øvrige salgssteder. I døren er billetprisen 330 kr., men arrangørerne anbefaler publikum at købe billetten i forsalg for at være på den sikre side.
|
|
Day of Decay: Billetpris i døren fastsat
|
|
Skrevet af:
Carsten - 08-05-2012
|
Når den nordjyske metalfestival Day of Decay løber af stablen for tredje gang i år, bliver det igen i nye lokaler. Denne gang er det Studenterhuset, der er vært for den fremafstormende festival.
Day of Decay er endnu ikke blevet afholdt samme sted to gange. Den unge festival med de store ambitioner blev afholdt for første gang på Baghuset i 2010, og året efter var det DSB´s forladte betonhelvede i Stykgodsterminalen, der udgjorde de passende rammer for festivalen. De kulsorte toner bryder igen frem fredag den 18. maj på Aalborgs Studenterhus, og hos arrangørerne er man yderst tilfredse med dette valg:
-Samarbejdet med Studenterhuset medfører en række fordele for os, og så er det utrolig vigtigt at have et erfarent og professionelt spillested i ryggen – så kan vi koncentrere os om det, vi er gode til, nemlig at finde nogle fede bands til festivalen, fortæller Carsten Brogaard Pedersen, der er formand for Musikforeningen Day of Decay.
Ganske rigtigt er det et yderst stærkt program med flere internationale kæmper, som arrangørerne har sammensat til festivalen. Årets optrædende bands består af KRISIUN (BR), OBSCURA (DE), MERCENARY (DK), SYLOSIS (UK), DYSCARNATE (UK), LEPROUS (NO), FEROCITY (DK), CARO (DK) samt vinderen af W:O:A Metal Battle Denmark. Dermed er det en solid blanding af udenlandske topnavne, etablerede danske bands og unge, opkommende bands fra Nordjylland, der udgør programmet.
- Det er i år lykkedes os at finde nogle bands, der er meget store og kendte i metalkredse. F.eks. er det helt unikt, at brasilianske Krisiun skal spille i Aalborg, siger Carsten og håber, at de store navne vil tilfredsstille det kræsne metalpublikum. - Vi skal jo sælge nogle billetter for at blive ved med at vokse og udvide, siger han med et grin og råder folk til at købe billet i forsalg for at være sikre på at få.
Day of Decay finder sted på Studenterhuset i Aalborg den 18. maj, og billetter kan købes i døren for 330 kr. eller i forsalg til 250 kr. + gebyr via Billetlugen.dk, Studenterhuset, Fona samt Billetlugens øvrige salgssteder.
|
|
Day of Decay byder på eksklusiv koncert
|
|
Skrevet af:
Carsten - 18-03-2012
|
Når den aalborgensiske metalfestival Day of Decay løber af stablen den 18. maj, bliver det med en eksklusiv koncert fra et af Danmarks førende metalbands.
Den eneste mulighed for at opleve det danske metalband THE BURNING på scenen i foråret bliver i Aalborg. Day of Decay offentliggør bandet sammen med det lokale dødsmetalband FEROCITY.
Aarhusianske The Burning kombinerer hardcore og thrashmetal i et hårdkogt mix af tunge grooves og hurtige, brutale passager, der ikke efterlader overlevende. Bandet har udgivet tre plader, senest "Hail The Horde" fra 2010, der modtog gode anmeldelser fra flere europæiske medier, men det er på livefronten, The Burning virkelig kommer til deres ret. Det intense liveshow betød, at drengene ikke ufortjent vandt en Danish Metal Award for bedste liveband i 2008. The Burning er i disse måneder gået i hi for at hellige sig sangskrivningen til næste album, og showet på Day of Decay bliver det eneste indtil efteråret.
Det lokale band Ferocity har eksisteret i Aalborgs metalundergrund i mange år, men er med nyt medlemmer klar til erobre metalscenen på ny. Bandet udgav sin første EP i 2000, og arbejder nu hårdt på at færdiggøre en kommende EP, der skal introducere bandets nye lyd. Ferocitys forening af eksisterende dødsmetalgenrer og et unikt melodisk tilsnit gør, at liveshowet på Day of Decay kommer til at blæse de danske metalfans omkuld.
Tilføjelsen af de to danske bands fuldender dermed Day of Decays program, der består af KRISIUN (BR), OBSCURA (DE), MERCENARY (DK), SYLOSIS (UK), DYSCARNATE (UK), LEPROUS (NO), THE BURNING, (DK), FEROCITY (DK), CARO (DK) samt vinderen af W:O:A Metal Battle Denmark.
Day of Decay finder sted på Studenterhuset i Aalborg den 18. maj, og billetter kan erhverves for 250 kr. + gebyr via Billetlugen.dk, Studenterhuset, Fona samt Billetlugens øvrige salgssteder.
|
|
Day of Decay 2012: Sylosis og Dyscarnate
|
|
Skrevet af:
Carsten - 04-03-2012
|
Aalborgs metalfestival Day of Decay tilføjer yderligere to bands til det hårdtslående
program. Denne gang drejer det sig om de melodiske thrashers i SYLOSIS og de
kommende dødsmetal-kæmper i DYSCARNATE.
Day of Decay præsenterer to af de stærkeste navne fra den britiske metalscene, når
henholdsvis Sylosis og Dyscarnate optræder på festivalen til maj. Den nordjyske festival kan
dermed bryste sig af et imponerende program, der ud over de førnævnte bands består af
KRISIUN (BRA), OBSCURA (TYS), MERCENARY (DK), LEPROUS (NO) og CARO (DK).
Sylosis gør sig i en moderne udgave af thrashmetal, der låner fra både progmetal og den
melodiske dødsmetal – og de gør det godt! Bandet blev dannet i 2000 og udgav sidste år deres
kun andet album, det smågeniale "The Edge of The Earth", hvis man vælger at tro anmelderne.
På trods af sammenligningerne med bands som Darkest Hour og Trivium, er Sylosis ved at
udvikle deres egen kendetegnende lyd, og kun de næste par år vil vise, hvor langt bandet
egentligt kan nå.
"Sylosis har et enormt potentiale, og det bliver meget spændende at følge dem fremover. Lige
nu er de udsat for en masse hype, og de tyder på at blive et af de næste helt store bands, så det
er fedt at få dem med på festivalen," siger Carsten Brogaard Pedersen, formand for
Musikforeningen Day of Decay.
Med Dyscarnate har festivalen fået fat i et af de ubetinget mest lovende bands inden for
dødsmetalgenren lige nu. Trioen fra den sydengelske by Horsham debuterede i 2010 og har
allerede turneret med metalkæmper som Cephalic Carnage, Psycroptic, Despised Icon og The
Black Dahlia Murder, og det giver et godt indblik i, hvad man kan forvente af Dyscarnate: en
kulsort dødsmetalkombination af det brutale moderne og det tunge old-school. Bandets
spritnye album "And So It Came To Pass" har cementeret Dyscarnates status og er af selveste
Metal Hammer blevet udråbt som det bedste britiske dødsmetalalbum gennem de sidste tyve
år.
"Vi tror, de bliver store; meget store! De er et af de mest hypede metalbands pt., og vi mener
bestemt, vi har gjort et scoop her. Vi håber, de danske metalhoveder er enige!" siger Carsten
Brogaard Pedersen fra Day of Decay om Dyscarnate.
Der mangler nu kun at blive programsat nogle enkelte danske bands, herunder vinderen af W:O:A Metal Battle Denmark.
Day of Decay finder sted på Studenterhuset i Aalborg den 18. maj, og billetter kan erhverves
for 250 kr. + gebyr via Billetlugen.dk, Studenterhuset, Fona samt Billetlugens øvrige
salgssteder. Det samlede program til festivalen vil indeholde ca. 10 bands, som består af både
internationale og danske topnavne samt lokale bands.
|
|
Day of Decay 2012: Obscura og Leprous
|
|
Skrevet af:
Carsten - 26-02-2012
|
Den aalborgensiske metalfestival Day of Decay hiver endnu et stjernespækket band op af hatten og står med det stærkeste program hidtil.
Med offentliggørelsen af de to nyeste bands på plakaten har Day of Decay et særdeles
tiltrækkende program, hvis man er til fræsende guitarer og headbanging. De seneste tilføjelser er ingen andre end dødsmetal-stjernerne i OBSCURA og den norske prog-konstellation LEPROUS, der sammen med KRISIUN, MERCENARY og CARO udgør den allerede imponerende bandliste.
Obscura består bl.a. af medlemmer fra Necrophagist og Spawn of Possession og har optrådt
over hele verden med prominente navne som Suffocation, Atheist, Nile og Cannibal Corpse.
Bandet gør sig da også i kompromisløs teknisk dødsmetal, og sidste års kanonalbum
"Omnivium" modtog blændende anmeldelser af en enig verdenspresse, der hylder bandet:
Den tyske dødsmetalmaskine er utvivlsomt noget af øjeblikkets hotteste ekstremmetal.
"Vi er rigtigt glade for at kunne offentliggøre Obscura, som foreningen længe har haft ønsker
om at arbejde sammen med. De har udgivet nogle fantastiske albums og er en flok formidabelt
dygtige musikere" siger Carsten Brogaard, formand i Musikforeningen Day of Decay.
De fremadstormende nordmænd i Leprous debuterede med "Tall Poppy Syndrome" i 2008,
optrådte på ProgPower i både USA og Europa i 2010 og udgav den hypede opfølger "Bilateral"
i 2011, der for alvor etablerede kvintetten på progmetal-scenen. På trods af medlemmernes
unge alder har bandet været orkester for selveste Ihsahn (tidligere Emperor) og delt scenen
med Opeth og Pagan's Mind. Leprous sammenlignes ikke uden grund med de helt store navne
inden for genren (Pain of Salvation, King Crimson), selvom sammenligninger med Devin
Townsend og Opeth også falder anmelderne naturligt. De norske prog-rockere spænder
ualmindelig bredt, og de må og skal høres, inden lytteren fælder dom.
"Leprous har overrasket os meget med deres seneste udspil, og vi er glade for at kunne
præsentere et frisk pust til et ellers hårdt program. Med Leprous får vi en anderledes, men
meget spændende og energisk optræden," lover Carsten Brogaard Pedersen.
Day of Decay finder sted på Studenterhuset i Aalborg den 18. maj, og billetter kan erhverves
for 250 kr. + gebyr via Billetlugen.dk, Studenterhuset, Fona samt Billetlugens øvrige
salgssteder. Det samlede program til festivalen vil indeholde ca. 10 bands, som består af både
internationale og danske topnavne samt lokale bands.
|
|